Salgs-. leverings- og monteringsbetingelser

 

Tilbud og ordrebekræftelse:

  1. Tilbud er gældende i 90 dage, fra datering – når intet andet er angivet.

Endelig aftale om levering er først indgået ved købers modtagelse af vor skriftlige ordrebekræftelse, og kun indholdet af denne er bindende for os.

  1. Vederlagsfri bistand ved teknisk vejledning, måltagning, beregning af kvantiteter ud fra tegningsmateriale m.v. er udelukkende en service, for hvilken vi ikke påtager os noget ansvar.
  2. Vi påtager os intet ansvar for eventuelle fejl eller oplysninger i udleveret skriftligt materiale om produkterne, udarbejdet af vore leverandører. Dette gælder enhver form for salgsmateriale, beskrivelser, brugervejledninger m.v.
  3. Tilbud/ordrebekræftelse er kun bindende under forudsætning af, at der kan opnås godkendt kreditgaranti.

 

Priser:

  1. Alt salg sker til den pris, som fremgår af ordrebekræftelsen/tilbuddet med mindre andet skriftligt er aftalt.

Priserne gælder ab fabrik, med mindre andet skriftligt er aftalt.

Alle priserne er i danske kroner ekskl. moms, hvis intet andet er anført.

  1. Der tages forbehold over for prisstigninger og tastefejl.

Eventuelt opgivne fragtrater er uforbindende.

Ændringer i fragtrater og offentlige afgifter af enhver art, herunder import- og eksportafgifter og told, som indtræffer efter vor ordrebekræftelse, bæres af køber.

 

Levering:

  1. Den i ordrebekræftelsen anførte leveringstermin er bindende, med mindre andet efterfølgende er aftalt.

Dersom købers forhold medfører, at levering ikke kan ske som aftalt, har sælger ret til fakturering efter aftalt tidstermin.

  1. Når der er truffet aftale om levering på købers plads eller andet af køber anvist sted, leveres varerne så nær brugsstedet, som lastvognen – efter chaufførens skøn – kan køre uden fare for at køre fast eller beskadige køretøj og omgivelser.

Køber er forpligtiget til at foretage modtagekontrol og at stille fornødent mandskab til rådighed for aflæsning.

Såfremt denne forpligtigelse ikke opfyldes af køber, vil sælger være berettiget til at foretage levering på leveringsstedet, uanset om en repræsentant for køber antræffes, og følgeseddel eller transportørens køreseddel anses i så fald som dokumentation for gennemført levering.

  1. Udgifter ved eventuel ventetid for aflæsning på købers plads eller andet af køber anvist leveringssted debiteres køber, ligesom køber må dække de omkostninger, som følger af, at han ikke kan modtage varerne til aftalt leveringstid.
  2. Alle forsendelser sker for købers regning og risiko; ab fabrik.

 

Betaling:

  1. Alle leverancer betales netto kontant 8 dage, hvis intet andet udtrykkeligt er anført i vor ordrebekræftelse – og forudsat aftalt varekredit – sker betaling efter de for købers konto hos os gældende betalingsbetingelser.
  2. Købesummen faktureres og forfalder til betaling regnet fra det aftalte leveringstidspunkt, dersom købers forhold medfører, at levering ikke kan ske som aftalt. Såfremt en betaling ikke er sket rettidigt for en leverance, er vi, uden at dette pådrager os noget erstatningsansvar, berettiget til at tilbageholde alle yderligere leverancer til køber, uanset om leverancerne har nogen indbyrdes sammenhæng.
  3. Rabatter af enhver art ydes kun på betingelser af rettidig betaling.

Rabatter ydes ikke på offentlige afgifter og fragt.

  1. Ved betaling efter sidste rettidige betalingsdag beregnes rente af det forfaldne tilgodehavende inkl. moms.

Er anden rentesats ikke særskilt aftalt, beregnes renten med 5% over Nationalbankens diskonto. Renten beregnes månedsvis med 1/12 af årsrenten af den til enhver tid skyldige rentebærende saldo inkl. eventuelle tidligere tilskrevne renter.

Tilskrevne renter forfalder til omgående betaling og betales forud for al anden gæld ved de løbende indbetalinger.

 

Ansvarsbegrænsning:

  1. Omstændigheder, der forhindrer rettidig eller mangelfri levering, som indtræffer efter udfærdigelse af ordrebekræftelse, og som ikke skyldes vor forsømmelse, eller undladelse, herunder tilfælde af force majeure, transportørens eller anden tredjemands svigt o.l., fritager os fra ansvar for kontraktens opfyldelse. Såfremt mangelfri varer kan leveres fra vort lager, vil dette ske.

I det tilfælde, hvor vor leverandør eller anden tredjemand har et ansvar over for os for sådanne forsinkelser eller mangler, vil vi være indstillet på at give køber transport i vort krav mod leverandøren eller tredjemand.

  1. Ved mangler, som skyldes fejl eller forsømmelser hos vort firma, yder vi erstatning efter dansk rets almindelige regler. Dagbøder og indirekte tab såsom driftstab, tabt avance og lign. erstattes ikke.

 

Annullering og ændring af ordrer:

  1. Købers annullering og ændring af ordren, herunder ændring af specifikation, mængde og leveringstidspunkt, skal aftales skriftlig i det enkelte tilfælde.

De med annullering eller ændringer forbundne omkostninger, herunder omkostninger til opbevaring og sikring af kvalitet og egenskaber samt forrentning, som følge af udskudt leveringstidspunkt, dækkes fuldt ud af køber.

 

Vareprøver:

  1. Vareprøver viser kun farve, størrelse og kvalitet i almindelighed, hvorfor vi ikke er ansvarlige for eventuelle afvigelser, med mindre afvigelserne er væsentlige og for køber uforudsigeligt store i forhold til de foreviste vareprøver.

 

Garanti:

  1. Vi yder ikke selvstændig garanti på vareleverancer, og en i købsaftale eller på anden måde tilsagt producentgaranti for en vare, er alene at betragte som en videregivelse af denne producentgaranti fra os til køber, således at der ikke over for os kan rejses krav i henhold til den pågældende garantierklæring.
  2. Garantier er kun gældende, såfremt garantierklæringens betingelser er opfyldt, og eventuelle brugs-, monterings- og benyttelsesanvisninger er fulgt.

 

Mangler:

  1. Køber må straks ved modtagelsen, og inden materialerne tages i brug eller bearbejdes, gennemgå de leverede varer for at sikre sig, at disse er mangelfri.

Reklamationer over mangler, herunder mængdeafvigelser, der er eller burde have været konstateret ved en sådan kontrol, må fremsættes straks og altid inden 3 arbejdsdage efter varens levering på købers plads for at kunne tages til følge.

  1. Såfremt materialerne skal monteres eller indgå i en montage, som ikke foretages af køber, skal køber sørge for, at materialerne – inden montagen påbegyndes – gennemgås for mangler, idet reklamation ikke kan finde sted, efter at montage er påbegyndt.
  2. Såfremt der konstateres mangler, for hvilke vi hæfter, og som ikke kan anses for uvæsentlige, er køber berettiget til at hæve købet for den pågældende levering, med mindre vi foretager omlevering uden ugrundet ophold. Hæves købet, er køber pligtig til at stille de leverede varer til vor rådighed i samme stand, som de var ved leveringen.

Er der tale om en for lille leverance, er vi forpligtet til at foretage efterlevering på vore normale leveringsbetingelser så hurtigt som muligt og til uændret pris, i det omfang vi kan opnå en sådan levering på samme vilkår fra vor leverandør.

  1. Har køber ikke inden 1 år efter varens overgivelse til ham meddelt os, at han vil påberåbe sig en skjult fejl eller mangel, kan han ikke senere gøre denne gældende, med mindre vi skriftligt har påtaget os at indestå for varen i længere tid.

 

Ansvar for leverancers skadeforvoldelse (produktansvar):

  1. Vi hæfter for skade, som den solgte vare forvolder på personer. Herudover hæfter vi kun for skade på ting, der efter deres art sædvanligvis er beregnet til ikke erhvervsmæssig benyttelse, og hovedsageligt er anvendt af skadelidte i overensstemmelse hermed (forbrugerting), efter at varen er bragt i omsætning eller præsteret.
  2. Vi er kun ansvarlig for skade som forvoldes på andre ting (erhvervsting), såfremt det bevises, at den indtrufne skade beror på en defekt i varen, hidrørende fra fejl begået af os. Vores ansvar herfor kan dog aldrig overstige kr. 1 mio.
  3. Vi hæfter aldrig for driftstab, avancetab eller andet indirekte tab.
  4. Vi hæfter kun i 3 år efter den dag, da skadelidte har fået eller burde have fået kendskab til skaden, defekten og vedkommende producents navn og opholdssted.
  5. I den udstrækning vi måtte blive pålagt produktansvar over for tredjemand, er køber forpligtet til at holde os skadesløs i samme omfang, som vores ansvar er begrænset i forhold til ovenstående bestemmelser.
  6. Køber er pligtig at lade sig sagsøge ved samme domstol, som behandler erstatningskrav mod os i anledning at de solgte varer.

 

Tvister:

  1. Såfremt der opstår tvist mellem rekvirenten og os i forbindelse med udførelsen af en opgave eller fortolkning af aftalen, skal tvisten, såfremt den ikke kan løses ved forhandling mellem parterne, afgøres af Den Danske Voldgiftsnævn på grundlag af dansk ret.

 

Montering:

  1. Plads for montering skal være klargjort, ryddet og rengjorte, så montagen kan udføres i ubrudt flow uden ventetid og uden gener fra andre håndværkere m.m.

Byggestrøm og lys skal være til stede og klargjort.

Ansvarlig kontaktperson skal være til at kontakte/være til stede (navn og tlf.nr. skal oplyses os inden opstart).

Adgangsforholdene til monteringspladsen skal være ryddede og let farbare.

Lovlige velfærdsfaciliteter stilles til rådighed af bygherre uden beregning.

Adgang til monteringspladsen/velfærdsfaciliteter skal være muligt i det omfang vore montører ønsker det. Ligeledes skal velfærdsfaciliteterne være i umiddelbar nærhed af monteringspladsen.

  1. Ekstraarbejde påbegyndes først når der foreligger underskrift af ansvarlig kontaktperson.
  1. I forbindelse med tilpasninger/ekstraarbejde opstået pga. ikke korrekte mål i eksisterende konstruktioner i forhold til de af os modtagne tegninger og oplysninger, vil der blive udstedt faktura dækkende forbrugt tid (inkl. evt. overarb.), materialer, befordring og evt. kost og logi m.m.